Projekbeskrivelse

“Grønt Overblik” er en portal og guide til det grønne Danmark.
Her kan man finde grønne adresser, arrangementer og udgivelser for hele landet!
Vi søger Ankerpersoner, Ambassadører og Sponsorer – i alle Danmarks kommuner + Færøerne og Grønland!

Da vi ønsker at udbrede den grønne omstilling til hele Danmark er det gratis at søge og dele viden på grøntoverblik.dk. Men for at sikre at portalen bliver så omfattende og brugbar som muligt arbejder vi på at opbygge et net af frivillige ankerpersoner, mindst én i alle kommuner, som kan fodre data om nye initiativer ind i portalens database. Disse personer vil være tilknyttet Øko-net og blive introduceret til dansk folkeoplysnings traditionen – og vi vil så at sige uddanne dem til at være grønne guider i de enkelte kommuner.

Målet er frivillige lokal ankerperson i alle kommuner, altså mindst 98 personer fordelt over hele Danmark.
Men det er også visionen og målet at portalen støttes op af:
• én LOKAL SPONSOR i hver kommune – gerne en virksomheds-sponsor eller måske kommunen selv
– målet er én sponsor af 10-15.600 kr. i hver kommune (evt. delt mellem flere partnere).
Desuden søger vi også:
• én lokal AMBASSADØR for projektet i hver kommune, gerne en kendt person i kommunen!
• flere nye medlemmer i alle kommuner – blandt andet en af opgaverne for Ambassadøren, at hjælpe til med!

Kort præsentation af Grønt Overblik

Det er foreningen Netværket for økologisk folkeoplysning og praksis / Øko-net, som står bag portalen Grønt Overblik, der er et tilbud til alle i det grønne Danmark om synlighed og netværk!

GrøntOverblik.dk er oplysning om grønne og bæredygtige initiativer. Her finder du bæredygtige projekter, arrangementer og udgivelser. Portalen giver brugerne overblik over hvad der rører sig på det grønne og bæredygtige område i Danmark.
Målet med portalen er at samle de mange bæredygtige projekter, initiativer, arrangementer og udgivelser, som finder sted i Danmark. Baggrunden er Øko-nets arbejde for folkeoplysning og vidensdeling. Ved at gøre informationer om de mange forskellige bæredygtige initiativer tilgængelige håber vi at kunne inspirere til en grøn og bæredygtig samfundsomstilling.
Siden indeholder både de grønne sider – en pendant til de gule sider, en kalender og et bibliotek, samt en ny grøn opslagstavle, til hurtig kontakt omkring salg, køb, bytte men også grønne ideer.
Grøntoverblik.dk er en relancering af vores gamle side Øko-info – i nyt CMS og med ambitionen at bygge et landsdækkende netværk op af lokale ankerpersoner der føder data ind i portalen og bygger netværk op lokalt.

Kort om Øko-net

Øko-net (Netværket for økologisk folkeoplysning og praksis) – www.eco-net.dk – har i 24 år arbejdet med vidensdeling, folkeoplysning og Uddannelse for Bæredygtig Udvikling. Øko-nets formål er at informere, oplyse, inspirere og skabe bred folkelig inddragelse og dialog om økologi, miljø og bæredygtig samfundsudvikling. Det skyldes, at vi mener, der er et behov for at dele de mange initiativer så alle danskere kan orientere sig om de mange projekter, arrangementer og udgivelser, der bidrager til at gøre vores levevis bæredygtig.