40 hjælpeorganisationer og 175 e-butikker samarbejder på ENGODSAG.DK ENGODSAG.DK lanceres torsdag d. 23. september 2004 kl. 11-13 på Imperial Hotel i København. Netværket for økologisk folkeoplysning og praksis / Øko-net er en af 40 organisationer, der har meldt sig som modtagere af bidrag, som kommer ind ved, at der gives en promilledel af omsætningen ved E-handel.

Via ENGODSAG.DK kan danske forbrugere fra i dag af handle i 175 ebutikker og sikre, at en del af handlen går ubeskåret til et godt formål. Det kræver kun tre klik: Ét klik ind på www.engodsag.dk, ét på den organisation, man ønsker at støtte, og ét på den butik, man vil handle hos.

“For forbrugerne er ENGODSAG.DK ikke et nyt og fordyrende led. Det er tværtimod en genvej til at støtte en god sag gennem ens e-shopping. Forbrugeren kommer til e-butikkernes normale butiksforsider og betaler altså ikke ekstra for varerne, men klikker forbi ENGODSAG.DK inden for samtidig at kunne hjælpe deres foretrukne organisation”, fortæller Jonathan Løw – den ene stifter af ENGODSAG.DK.

Mads Ellegaard, den anden stifter af ENGODSAG.DK, uddyber: “Organisationerne får via ENGODSAG.DK tilført penge uden at kannibalisere på deres traditionelle indsamlinger, da det er helt gratis for forbrugeren at skabe støtten. For organisationerne hverken kræver eller koster det noget at få tilført midler fra ENGODSAG.DK. Pengene og de procentsatser, der nævnes på websitet, går derfor direkte og helt ubeskåret til organisationernes velgørende arbejde.”

Udover Øko-net og Det Økologiske Råd finder man blandt organisationerne man kan vælge at støtte: Dansk Røde Kors, Kræftens Bekæmpelse, AIDS-Fondet, BØRNEfonden, Red Barnet, Børns Vilkår, IBIS m.fl.

ENGODSAG.dk